uden yderligere tågeslør

… var det så nok om skønlitterær navlepillen for nu.

For virkeligheden har banket på som den altid gør, og jeg er i dyb skam over at være dansker.

Skam over at jeg qua indfødsret og fælles sprog har del i den umenneskelighedens højborg, mit land er blevet. Hvor råheden hytter sit eget skind og nok har nok i sine egne.

Hvor der insisteres på ret selvom uret har sejret, og hvor de barbariske fremmede så sandelig selv er ude om deres ulykke og knuste håb. Her i landet har de svage kun sig selv at bebrejde.

Skamfuldt og trist.

…men om 5 timer tager jeg til lufthavnen, og derfra til Island, og der er ikke nogen Brorsonkirke, og vist heller ikke noget burkaforbud.

Tchüss!

Uden yderligere pauser

gjorde jeg bogen færdig sidste søndag.

Følgende skrev jeg umiddelbart derefter, men fik altså først mod til at poste i dag. Mit nyetablerede forhold til læseoplevelser er endnu skrøbeligt.

“Jeg har grædt meget i dag.
Afslutningen på min første genforening med skønltiteraturen gik  ikke stille af sig.

Ikke så meget over at bogen var slut, for der er 3 fortsættelser som venter på mig, og jeg bliver halvdesperat ved tanken om hvor lidt jeg kommer til at udrette på arbejdet hvis jeg først går videre med den næste.

Men over alt, detaljerne i bogen, kærlighed, kompleksitet, længsel, sorg, skønhed; og her efter den er færdig sidder jeg stadig og lytter til stille sange om smertefuld kærlighed og småflæber nu og da.

Jeg havde helt glemt at jeg kan være så letpåvirkelig, grådlabil og henført, og jeg er ikke udelt stolt over nyopdagelsen.

Jeg er holdt op med at kæmpe imod hengivenheden, det gør den kun værre.  Mit hjerte slår dobbeltslag når jeg tænker på bogen og jeg må acceptere det; prøve at fokusere på mit arbejde når jeg er dér, og det er jeg 12 timer om dagen for tiden, for projektet er bagud og det er en nedlukning af en fabrik hvor hver eneste overskreden dag koster kunden noget-nær-millioner. Og kunden er rimelig sikkert ligeglad med Twilight. Desværre.”

Uden yderligere forbehold

…gav jeg mig for præcis en uge siden til at læse en roman. Af egen fri lyst og tiltrækning, vel at mærke, og det er nyt, for jeg har ikke læst skønlitteratur før, i hvert fald ikke i de sidste 10 år. Nærmere forklaring har jeg postet tidligere.

Men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg er grebet og medrevet og følelsesmæssigt involveret, jeg er hvirvlet ind i hvad der nu er blevet min egen verden, jeg lever, føler og og ånder i et plot som jeg ikke engang selv har skabt. Jeg gestikulerer og laver grimasser mens jeg læser, drømmer videre om natten og er rastløs på arbejde for at komme hjem til min bog.

Jeg er overvældet, har kriller i maven, længes og nyder og glædes.
Og samtidig er jeg VOLDSOMT intimideret af det.

Min hjerne er invaderet af et drug, som jeg ikke bestemmer indholdet af, men som jeg må have; jeg er uden kontrol, for jeg styrer ikke selv mine tanker; jeg bliver influeret og persueret, og jeg har ingen kontrol. Jeg mister mig selv ind i bogen.

Og jeg bliver usikker; betyder det at mit eget liv er kedeligt og meningsløst, når jeg sådan kan være høj over hvad en fiktiv hovedperson oplever?  Er det mon i virkeligheden fordi jeg prøver at flygte? Og er jeg ikke frygtelig banal og puberitær, når jeg hviner af fryd over et forsigtigt kys eller hans stærke arme?

For det er ikke et stort og avanceret litterært mesterværk, der har åbnet mine øjne, og det er bestemt ikke en bog jeg ville flashe i intellektuelt selskab. Det er tværtimod en romantisk saga om en teenagepige der bliver kærester med en vampyr – som vel at mærke er en god vampyr, der helst ikke spiser mennesker, men som alligevel finder hende umådeligt tiltrækkende og hele tiden har lyst til at spise hende. Og jeg er blown away.

Hvordan kommer man på at læse lige netop den bog, når nu jeg i årevis har afvist medstuderendes anprisninger af Ursula Andkjær, Undtagelsen og Hundehoved, for slet ikke at tale om allestedsnærværende  Stieg Larson? Forklaringen er heller ikke særligt akademisk. Jeg så bare filmen (for modsat tidligere postulater ser jeg en film nu og da), blev dybt fascineret og ville have mere, og så læste jeg altså bogen. Det taler måske til en opretholdelse af en sidste akademisk værdighed at jeg læser den på originalsprog (engelsk… mere fornemt er det heller ikke) og at jeg frydes over hvor rigt engelsk er på mådeverber (modsat romanske sprog, hvor måden som regel er en satellit, eller dansk, hvor vi som regel bruger et adverbium eller et participium: ”Han talte sagte”, ”sagde han afvisende”), når jeg da ikke bare svømmer henført væk.
Dén værdighed undergraves desværre delvist igen, hvis jeg fortæller hvordan jeg så fandt på at se filmen: i en debattråd på heste-nettet.dk hvor en flok hestepiger gav den balstyriske anprisninger, og jeg tænkte orv, den må jeg da se.

Bogen der på ny har indhyllet mig i skønlitteraturens intimiderende lyksaligheder er Twilight af Stephanie Meyer. Og selvom min etos i akademisk henseende nu tilsvarer en kombi af Arne Astrup og Peter Brixtofte er jeg ligeglad.

Jeg skal ind og læse .

Uden yderligere omtanke

…er jeg blevet ramt af skønlitteratur.

Jeg læser ellers ikke skønlitteratur. Ikke siden jeg som barn og senere begyndende teenager pløjede skolebibliotekets udvalg af romaner tyndt, fortsatte til Værløses hovedbibliotek og efterlod mig et gennemtygget spor af 2-3 romaner pr uge. På et tidspunkt havde jeg læst alt det jeg på nogen måde syntes så interessant ud, og som 12-årig holdt jeg op. Læsningen var blevet noget trivielt, eftersom jeg til sidst var blevet nødt til at læse de bøger jeg ellers havde kigget på mange gange og hver gang sat tilbage på hylden. Forsøgsvis tog jeg fat på rigtige voksenbøger, men i frk Smillas fornemmelse for sne gik jeg i stå på de geotekniske begreber og den blev aldrig færdig.

Siden har jeg kun læst faglitteratur, aviser, politiske skriverier (de fleste af pligt)og til nød et ugeblad eller en bog med på ferie – Ib Michaels Grill har jeg haft med på 4 ferier uden at nå længere end halvvejs. En novelle i ny og næ har jeg da nydt, men de minder også mere om digte i deres quickfix af eftertænksomhed og sproglige fiksfakserier.

Jeg har forsøgt at få et forhold til skønlitteratur igen. Sidste sommerferie var det et italesat projekt for mig at begynde at læse skønlitteratur,for det gør eftertænksomme universitetsstuderende, og det ville give mit eget sprog dybde og inspiration. Jeg lavede the og arrangerede et tæppe i min bløde stol – men jeg opgav; det var for voldsomt, nærgående og samtidig fremmedgjort, det var en verden der ville ind i mit hoved og jeg gav den ikke lov, den sluse havde været lukket i 10 år og den lod sig ikke nedbryde på kommando. Siden gjorde jeg en dyd ud at fnyse ”Mig?! Jeg er SÅ ikke-litterær… jeg ser heller ikke film” – som om det rangerede i coolness-kategori med ikke at følge med i Paradise Hotel og De Unge mødre (…hvilket jeg så til gengæld gør). For hvis jeg ikke kunne finde ud af det, kunne jeg jo altid gøre min inkompetence sej.

Alt dette var inden 19.juli 2009.

Uden yderligere planlægning

lavede jeg igen en blog. Jeg havde ellers allerede en, thorndal.wordpress.com, men den var mest sat i verden som overspring under mi bachelor, og da dén blev afleveret holdt jeg op med at skrive og løb tør for navlepilleri.  Nu  er der imidlertid nyopladede depoter af slagsen, takket være min nyvundne forelskelse i skønlitteratur (rettere, ét eksemplar af slagsen), og derfor er de første indlæg helliget det.